På denne side kan du få råd og vejledning om vedligeholdelse og vurdering af smykker, omkring de materialer vi bruger og meget mere.

 
  • Vedligeholdelse
  • Ædelmetaller
  • Diamanter
  • Når uheldet er ude
  • Vurdering
  • Bytteservice
 

 

Vedligeholdelse / Gode råd til pleje af dine smykker

Smykker skal nydes, beundres og bruges, men de skal også plejes og passes godt på. Selvom kostbare smykker kan købes påny, betyder det sjældent, at de blot kan erstattes.

Til smykker knytter der sig nemlig både følelser, personlighed og minder om vigtige øjeblikke i livet eller om mennesker, der betyder noget. Og for mange får smykker en så stor betydning, at de ligefrem ved tabet af et smykke føler, at de har mistet noget af sig selv.

Uanset om du bærer dine smykker hver dag eller blot til særlige lejligheder, bliver alle smykker udsat for slitage og indimellem også for uheld. Men med pleje og omtanke kan du selv gøre meget for, at dine smykker bevarer sin glans og form.

 

Generelt

For alle smykker gælder det om at behandle dem nænsomt, kærligt og med omtanke. 
Du bør blandt andet altid tage dine smykker af, når du vasker hænder, går i bad, dyrker motion, laver fysisk arbejde og hver aften inden du går i seng. Undgå at få parfume, cremer eller lignende på dine smykker, og opbevar smykkerne adskilt i smykkeskrinet eller eventuelt i små vaskeskindsposer, så de ikke ridser hinanden.

Hos Guldsmed Smeds ApS - din lokale guldsmed kan du altid få råd om vedligeholdelse af dine enkelte smykker. Her kan du også købe pudseklude og få gennemgået smykkernes tilstand.

 

Perler

Om kulturperler siges det, at de bliver smukkere af at blive brugt. Det er også korrekt, at varmen fra huden kan give liv til perlerne, men de kan stadig blive matte og slidte at se på, hvis de ikke bliver renset. Brug derfor jævnligt en blød klud til at fjerne rester af sved, creme, sæbe eller urenheder. Vær også opmærksom på, at perler er et organisk materiale, der ”suger” til sig. Derfor tåler de ikke stofferne fra parfume eller hårlak, og kan i visse tilfælde også blive skadet af bestemte typer medicin udskilt gennem huden.

 

Perlekæder

Som oftest er snoren i din perlekæde lavet af silke. Det betyder, at den både kan blive mør, og at knuderne kan tiltrække snavs og komme til at se nussede ud. Derfor skal du huske at få trukket din perlekæde om en gang om året, og hvis du går med den hver dag, bør du få det gjort halvårligt.

 

Sølv

Sølv kan oxidere, og bør derfor vedligeholdes jævnligt. Ved brug af visse typer medicin og i varme perioder, kan syren i din sved angribe kobberet i sølvlegeringen og gøre smykkerne sorte. For nogle personer betyder det, at de ikke kan bære sølv året rundt, men i stedet anbefales at bruge 14 kt eller 18 kt guld, hvor kobberindholdet er for lille til at blive angrebet. Alternativer kan også være titan eller stål. Den bedste måde at holde dine hverdagssmykker af sølv pæne på, er at rengøre dem med jævne mellemrum med en imprægneret pudseklud. Spørg vort brancheuddannede personale om pudseretning, så undgår du nemlig også ridser.

 

Guld

Guld oxiderer ikke, men guldbelagte smykker bliver naturligt lidt mørkere med tiden, fordi forgyldningen altid vil blive udsat for højere eller mindre grad af slitage. Hvor hurtigt det sker afhænger af, hvor meget du bruger smykket, hvor kraftig forgyldningen er og hvad du udsætter smykket for. Rent guld kan pudses op på vort værksted.

 

Ædelsten

Smykker med ædelsten kan i yderste tilfælde renses med ultralydsbad hos os Guldsmed Smeds ApS - din lokale guldsmed. Men du bør undgå at få det gjort for ofte, da badet kan gøre stenene løse i fatningerne, så risikoen for at miste sten bliver større. Ædelsten som diamanter er hårde, men de skal renses for at bevare glansen. Det gør du bedst med lidt lunkent vand, mild sæbe og en blød klud til at tørre efter. 
Andre sten, som opaler, rav, koraller, turkiser og smaragder, er mere skrøbelige. Med disse bør du rådføre dig med din guldsmed.

 

Pas godt på dine smykker – de er en del af dig!